Selv før fødslen af profeten Muhammed, var  Mekka er et livligt indkøbscenter på den arabiske halvø. Herfra afgik handelskaravaner i mange retninger: til Syrien, det sydlige Arabien og Etiopien.

Religiøse strømninger fulgte også med varerne (for det meste huder).

​

Den religion, som araberne praktiserede, var polyteistisk .

En af de mest betydningsfulde guder var skaberguden Allah, som også var himlens og regnens gud. Allahs døtre blev aktivt tilbedt som gudinder. Troen på jinneeli-åndsvæsener var også en integreret del af troen på troen. Jinni kan forårsage enten godt eller dårligt.

​

Araberne dannede et stammesamfund ,

som beskyttede deres egne medlemmer, men forskellige stammer kunne kæmpe blodige kampe mod hinanden. Stammerne havde fælles guder, men hver stamme havde også sine egne guder.  Mekkas gud havde især været Hubal, som blev tilbedt i Kaba-templet. Ud over guderne blev sten tilbedt. Kabaens sorte sten er allerede arvet fra denne før-islamiske periode. Samtidig blev tempelritualer, såsom rundvisningen i Kaaba-templet, også konverteret til islam.

​

Spåkonerne, eller kahin det, er også arvet fra før-islamisk tid. Ud over at forudsige, fungerer Kahins som tvistbehandlere. De blev forstået for at modtage deres viden og færdigheder fra Gud. Kahinerne er tæt beslægtet med den profetiske tradition kendt af de semitiske folk. Før Muhammed og til dels også på samme tid var der selvstændige profeter, der prædikede deres egen profeti. Nogles proklamation var baseret direkte

til den jødisk-kristne tradition.

Af de høje religioner, kristendommen og jødedommen  havde spredt sig til den arabiske halvø.  Kristendommens indflydelse kom fra de kristne lande omkring halvøen: Byzans, Etiopien og betydelige kristne minoriteter i Persien. Jødedommen var i en mere politisk betydningsfuld position end kristendommen. Nogle arabiske stammer var konverteret til jødedommen. Ideen om én Gud kom så  kendt gennem disse religioner.

Alt i alt er det betydningsfuldt, at de fortællinger, der er indeholdt i jødedommen og kristendommen, var forankret i den generelle fortælletradition, som araberne kendte allerede før islams fødsel.

Kildelitteratur: Hämeen-Anttila Jaakko: Introduktion til Koranen s.23-28

​

​

​